Hej, det er efterhånden lang tid siden, men tiden går stærkt, og der sker jo en masse. Men i disse dage er der jo en (forhåbentlig) lille pause i sommeren, så var der lige tid til at komme ind og skrive lidt.
Torsdag d 5/6 var det som bekendt stadig sommer, og Jeanette og jeg havde fået koncertbilletter til Runrig. Det var vores fødselsdagsgave fra Hanne, Otto, Tine, Allan og Lotte.
Allerede onsdag startede vi forberedelserne, jeg kørte Michelle, Melissa og Maja til Hov, så de kunne tage færgen til Samsø.
Næste morgen blev Adina afleveret pension, hun er altid glad når vi kommer derhen, og straks blev hun sendt ud at lege med en anden hund.
Midt på eftermiddagen tog Jeanette og jeg til Silkeborg, vi fandt området hvor koncerten skulle afholdes. Bilen blev sat, og vi gik lidt rundt og kikkede i silkeborg. På et større torv kunne vi få noget mad på Jensens Bøfhus mens vi sad ude i det dejlige vejr. Oprindeligt havde jeg udset os et andet sted, med det så så mørkt og indelukket ud.
Selve området der hedder "indelukket" er et fantastisk sted med en masse andet end friluftscenen. Der er kanaler ud til Tange sø, der er ophalersted for både, det hele er et skovområde. Alt i alt et fantastisk sted.
Endelig kunne vi komme ind, og den "special guest star" begyndte at spille. Jeg kan ikke huske hvad hun hed, men hun kom fra Færøerne.
Hun kunne virkelig ting med hendes sangstemme, dog blev det en smule ensformigt da det stort set var samme sangteknikker hun brugte hele vejen igennem.
Mens hun sang opdagede jeg noget meget mystisk. Sidst jeg var til Runrigkoncert til kollegie-festival i Odense i 1990, var alle unge, i dag ganske få år efter, så er næsten alle blevet ganske meget mere voksne at se på. Meget mystisk.
Selve koncerten var fantastisk, med en masse numre fra den nye CD, samt nogle af de største fra tidligere. De kan nu stadig, og jeg synes nu stadig at den nye forsanger gør det godt.
Det var en dejlig dag og aften.
PS, billederne er taget med mobil uden zoom osv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar